Opd:.02-12-07

NYHEDER

SØG

FORSIDEN

SNAKKEHJØRNET

GENVEJ

BILLEDER

Nedennævnte er resultatet af Henriks forksningsarbejde

Old Soldiers don`die,---they just fade aweay

Gamle soldater dør ikke, de forsvinder bare.

En dag i oktober 1945 læste jeg tilfældigvis en kort notits i vores lokale Ringkøbing Amts Dagblad, der med øjeblikkelig virkning ændrede alle mine planer for den nærmeste fremtid. I annoncen stod kort og godt, at unge mænd i alderen 18-32 kunne søge om session til den britiske hær ved at indsende nedstående kupon, og den invitation var nok til, at jeg samme aften fortalte min arbejdsgiver, en gårdejer i Staby, at han ikke skulle regne med mig efter 1.november.

Som alle teenagere fra mørklægnings og udgangsforbudets tid havde vi set vores tekniske skole og realskole omdannet til tyske kaserner, mens uddannelse og lærepladser blev til roeudtyndning og kartoffeloptagning hos bønderne. Da jeg stod foran sessionslægerne på hotel Harmonien i Haderslev en frysende morgen i januar 1946, havde jeg som nittenårig aldrig prøvet at tjene mere end kost, logi og lommepenge. Nu 6 måneder efter tyskernes kapitulation var mine fremtidsudsigter ikke spor bedre, jeg kunne forvente at blive indkaldt til C. B. eller et nyt militær, når det blev oprettet om et par år. Og i mellemtiden spare sammen til sokker, jeg ville væk.

Det eneste jeg, og min samtids ungdom var vant til, var barske forhold, og det blev rejsen til Canterbury bare en bekræftelse af. Vi kørte i silende regn og vestenstorm fra Dover til Canterbury efter en barsk overfart fra Hook van Holland. Godt nok var trucken overdækket, men jeg var uheldig at sidde i forreste højre hjørne, hvor dækkenet ikke hang for godt sammen. Bag os kørte en lang konvoj af militærkøretøjer hvoraf nogle en gang imellem drejede af ind i oplyste kaserner, og hver gang håbede jeg, at det var os næste gang, sådan frøs jeg.

Aldrig før eller senere har jeg set et sådan opgud af militær som i Sydengland dengang, men det var jo også kun i Europa krigen var overstået. Englands allierede på den anden side af Atlanten forberedte sig netop da på det sidste store fremstød mod selve Japan, som meget vel kunne blive krigens værste blodbad. Men lige da rystede jeg i det isnende gennemtræk og afledte dystre tanker ved at prøve at huske om det var i dag, at min bror Sven Åge blev 18 år.

Da vi endelig i den grå morgen var blevet stillet op i nogenlunde lige rækker på den hullede eksercerplads mellem de fængselslignende bygninger, der udgjorde kasernen var det slet ikke for at falde ud til en varm seng, men for at få oplæst en lang liste over dagens aktiviteter, der så blev oversat af en dansk interpreter med løjtnant Insignier. Listen rangerede lige fra lægeundersøgelse til mål af uniformer med et enkelt behagelig indslag: vi skulle først have brekfast. Han sluttede med at det måske blev sent, før inkvateringen var i orden, og en eller anden i rækken mumlede, at hvis de ikke havde plads til os, kunne vi sku da bare rejse hjem igen.

"Shut up, back there" skreg en tynd lille mand med tre striber og en masse salat på trøjen, og det var vores første bekendtskab med manden, som i løbet af de næste uger slusede os ind i professionelt militær. Jeg tror at alle, som var gennem den præliminære træning i Canterbury, husker ham som vi husker vores første skoledag. Han var simpelthen indbegrebet af autoritet og tusindvis af engelske soldater må også under hele krigen have hørt hans yndlingssætninger, som vi fik dem oversat: "Jeres liv afhænger af hvor alvorligt i tager mine instruktioner. Gennem 2 verdenskrige har jeg reddet flere soldater fra døden end alle våbenfabrikanter tilsammen. Våben er et redskab ,det er mit ansvar at i lærer at bruge det redskab bare lidt bedre end fjenden, og nok til at det er jer og ikke ham der kommer hjem til mor med livet i behold." Kontant og ligefrem. Han vidste godt, at for os var krigen måske lige begyndt. Mange af mine kammerater fra dengang vil nikke genkendende til denne karakteristik af den lille sergent i Canterbury. Men hvor var han dog hård ved os bløde civilister!

Jeg blev for øvrigt meget syg i den påske der faldt midt i træningsperioden. Jeg har siden haft lungebetændelse flere gange, og ved derfor hvor heldig jeg var med den strålende sol og en forsænkning i engen syd for kasernen, hvor jeg lå tre eftermiddage med åben bryst og spyttede grønt slim. Mandag morgen var jeg så frisk som min nye uniform. Jeg gik ikke på infermen, simpelthen fordi jeg var bange for at blive sendt hjem!

Vi ankom til Leeds i begyndelsen af maj og blev tilsluttet The "Royal Warwicksshire" regiment. Det brune bakelit G.M. tegn (general military) blev byttet ud med en skinnende hjort på rød baggrund, hvilket vistnok var divisionsfarven. Men dermed var ikke meget andet forandret, vi var stadigvæk kun rekrutter, og behandlingen var derefter. Jeg husker, at vores interpreter, også kaldet "Peter" når han ikke hørte det, på den tid yndede at indprente os, at England havde indgået bindende aftale med U.S.A. om at deltage aktivt i en invasion af Japan. Den sank ind, og jeg tror at det første de fig op for mange af mine nye kammerater. At det var en dødsensfarligt eventyr, vi havde indladt os på. Træningen var intensiv og vi fik ikke meget ledighed til at nyde den smukke, engelske forsommer og landskab, som netop er typisk for denne del af England. Det var først efter Japans absolutte kapitulation i midten af august at der blev slækket på kamptræningen til fordel for parade ekcersits.

Der var ikke længere brug for kanonføde! 2. Verdenskrig var definitiv forbi, og nu drejede det sig mest om sejrsparader. Den sommer var noget af et jubelår for englænderne.

Mit indtryk fra den tid er som vi var tilskuer til at et folk slog sig løs og belønnede sig selv for en sejr, som andre europæere ikke havde nogen virkelig del i. Vores major ironiserede, at Danmark var vistnok hovedstaden i Stockholm! Og det var ikke kun ment som ironi, men ellers blev en hel del af de gæve, danske drenge nu hurtigt taget til hjertet hos de søde, engelske piger, som var temmelig ligeglade med sprogmangelen. På en morgenparade spurgte Weifenbacker sergenten hvad det betød, at hans pige havde svaret på hans frieri i aftenen i forvejen:"I can`t be bothered". Både sergenten og "Peter" morede sig strålende og oversatte det til, at han skulle bare blive ved. "Nå", Weifenbacker funderede lidt," Hvordan faen kan det så være, hun skred med en anden fyr"?

Vores compani sergeant Major tillod simpelthen ikke at der blev faldet ud, før 60 støvlesåler ramte cementen med et smæld hænderne mod riffelkolben nøjagtig 4 sekunder senere, derefter den anden hånd igen efter 4 sekunder, som nu kunne høre sidemanden hviske. Så blev kolben lydløst placeret, hverken mer eller mindre end en tomme fra støvlesnuden, og derefter ikke en bevægelse eller et åndedræt i geleddet. Sommetider 3-4 timer om dagen eller når der var tid. Og vi blev gode til det. Sommetider var vi " føde" for korporalskolen eller uerfarne sergenter, og vi var med på mange victoryparader, hvor officererne var mere end villige til at lede den danske Platoon. Vi excellerede også på de lange marchture. Så vidt jeg husker var vi aldrig nr. 2 på vores 36 timers ture, der ellers kunne udarte sig til rendyrket fodtortur, særligt for de der på godt dansk bondevis stoppede hullerne i deres sokker. Det måtte man ikke.

Bagefter var der fodinspection af løjtnanten som havde gjort den sidste dag med i en jeep som bagtrop, eller opsamling af de der faldt bagud. Han grinede højt da Jakobsen spurgte om lov til at se hans fødder, han var godt tilfreds med at kunne prale af, at hans Platoon var kommet først i hus. Så bad Bøgelund om nattepas, han skulle besøge en ung dame i Leeds og han gik oven i købet begge veje, ca. 5 km. "What" sagde sergenten og troede ikke sine ører og øjne da den bomstærke sjællænder strammede slipset og grinede: "Nu er jeg jo netop kommet i træning". "Til at marchere, selvfølgelig", tilføjede han, og næste morgen stillede Bøgelund sammen med os andre.

I min soldaterbog fra dengang er optegnelser over prøver i de forskellige våbenarter. Forud for disse prøver blev vi grundig instrueret, og jeg husker særligt, at vores sergent, uden at fortrække en mine skilte en "pineapple" håndgranat, tog detonatoren ud og samlede den igen."Nu er den ufarlig" sagde han,"og nu ved i hvordan i gør den farlig igen, hvis i får de forskellige dele i kassen på selve slagmarken". Han var en meget dygtig soldat, og han blev hjemsendt efter syv års tjeneste, heraf fem år i aktiv service, der var ingen pral i hvad han fortalte os. Vi blev hans sidste Platoon, og derfra rejste vi hjem på vores første orlov.

Nogle få dage før afrejsen tilbage til England fik jeg en telegram om at stille i en opsamlingslejr et sted i England, men mine optegnelser angiver ikke hvor det var vi skulle mødes. Nå, men jeg må have fundet stedet for resultatet var i hvert fald at vi blev udskibet fra Dover-Calaris med tog mod Toulon i Sydfrankrig. Forinden var vi blevet innoculerede og vaccinerede i alle ender og skuldre og fået tropetøj udleveret. Vi var blevet tilsluttet M.E.L.F., Middle East Land Forces og målet var Alexandria i Ægypten.

Selve turen husker jeg som en endeløs kø. Vi stod i kø for at komme på toget og for at komme af toget, i regnvejr for at komme ombord i Dover, i 60 grader for at komme af i Alexandria, for at få rationer, for at få udleveret spisebilletter, for at få anvist pladser. Vi må havde været mange, der syntes altid at være en foran og bagved sig. Fordelingsbasen syd for Alexandria var en teltby med række op og række ned af solmørnede telte. Man skulle se nøje efter for ikke at fare vild og selv holde scorpiongraven dyb nok, for vi sov på den bare ørkenjord. En dag ville nogle få af os se på byen, men i hvert fald jeg kom ikke længere end uden for ståltrådsporten. Der skulle man bane sig vej gennem en veritabel mur af skotøjspudsere, som alle ville have cigaretter ellers klistrede de skosværte på ryggen af dig. Det var mit første møde med hadet til den engelske uniform. særlig i Ægypten og Eritrea, som England dog havde befriet fra Tyskland og Italien nogle få måneder forinden syntes befolkningen ikke at føle sig særligt befriede. Her traf vi også resterne af "Ørkenrotterne" Montgomery’s berømte sjette Arme. De var nok ikke alle Guds bedste børn, bl.a. var der en R.S.M. (Regimental Sergeant Major) som efter sigende var lovet aldrig at se England igen, af sine tidligere underordnede. Vi havde ham på en parade en gang, en oppustet, rødfjæset mand, der råbte og skreg, som var det hele sjette arme, han regerede over. Det troede han måske også, at det var. Det var på samme parade, at vi først oplevede den mærkelige kyniske form for engelsk militær disciplin, at på en general parade står du eller falder du. Efter 2 timers "Stand Easy" i glohed sand, under en sol der aldrig var mindre end 50 grader i skyggen og gud ved vor meget under en skyfri himmel, begyndte geleddet at svaje og det kunne du se på skyggerne af din sidekammerater. Så kom en jeep farende række op og ned, glitrende af guldkasketter og det hele var overstået uden at vi vidste hvem det var, vi havde svedt alt den tran for.

Bagefter havde vi alle sammen hovedpine resten af dagen, og hvis det var med den slags disciplin, Montgomery vant sin ørkenkrig, er det måske også ham, der har opfundet aspirin. De ørkenrotter, som vi senere traf sammen med mente alle at Saharakrigen mod Rommel’s Afrikakorps var den mest unødvendige kampagne af hele krigen, og kun en prestigesag for Churchill og Montgomery. Vi kunne bare havde ladet tyskerne tørste ihjel, sagde de, og i stedet for gjort direkte invasion på Sicilien. Nå, krig og politik er jo to alen af samme stykke. Allerede d. 24 oktober 1945 var F.N. blevet oprettet i San Fransisco og deres første agenda var en vedtagelse af en israelsk stat i Palestina. Sådan fik politik også en indirekte virkning på, at vi den 10 september 1946 blev overflyttet til 1. Bataljon "Duke of Wellington"s regiment, som en af de enheder, der var udset til at afvikle den engelske mandat i Palestina.

Vi rejste til Haifa i et gammelt trætog gennem Gaza med ent funklende Middelhav på den ene side og et lorte brunt ørkenlandskab på den anden. Grunden til trætog var vistnok på de breddegrader blev som at sidde i en ovn, lige som det hurtigt stod klart hvorfor ørkenbeduinerne var indhyllet fra top til tå. Der var hyppige ophold ved små oasestationer, for den lille dræsine foran os var langsom i sin søgning efter sprængladninger på skinnelegemet. Allerede da var sabotage mod britiske troppetransporter ind i Palæstina en daglig foreteelse. Vi talte om ironien, at vi nu blev udsat for hvad mange af os havde været med til at praktisere mod Tyskerene,- for at hjælpe de jøder, som nu ville sprænge os i luften. Der var også noget med soldater af jødisk herkomst, som ville nægte tjeneste i Palestina, men det blev aldrig aktuelt hos os. Vi blev indhvateret ved foden af Camels bjerget, først i teltlejr, men da vejret blev køligere flyttede vi ind i helt nye barakker.

Vores tjeneste var ved havnen når et flygtningeskib ankom fra Europa. Der var særligt mange polske jøder i synkefærdige Victory konvojskibe under græsk flag, og de blev under megen gråd og gnidsel omladet til engelske skibe, der sejlede dem til transitlejre på Cypern. Ovenfor havneområdet løb en bred gade med kontorbygninger, og den blev under sådanne operationer afpatrulleret af armerede køretøjer, mens de smalle gyder der forbandt denne gade med havnen, blev bevogtet af os, "C" company. Der var lave stensætninger på begge sider af disse gyder, og der sad jeg mange gange, mange timer med min brengun på trefod og holdt øje med de tomme vinduer på gaden overfor, sammen med en korporal og Fredshavn som var maskinmand . Over de små gårdspladser på begge sider af gyden vajede vasketøjet og når manden kom hjem om aftenen sad han sige ved siden af os, og spiste sin mad, mens han talte lavmælt med sin tilslørede kone. I begyndelsen fandt jeg det degraderende for begge parter, at vi kunne sidde og se lige ind i deres privatliv, men vi lærte at se os selv med indbyggernes øjne, kun som uniformer i landskabet.

Da hotel "King David" i Jerusalem blev sprængt i luften med mange prominente gæster, blev vi kørt ud for at bevogte hovedvejen mellem Haifa-Telaviv- Jaffa og Jerusalem. Denne ældgamle karavanevej havde med mellemrum små vagttårne af tørrede lersten, men dem måtte vi ikke benytte, ledelsen var bange for miner. I stedet for blev grupper på 3-4 mand stationerede i de forskellige vejkryds, og der lå vi den hele lange nat i det bare støv med ryggen fri. Da solen anedes i øst blev vi hentet af opsamlingstrucken og kørt til en lille by i nærheden. Der mødtes så efterhånden hele batallionen på en indhegnet plads bag en fabrik. Tværs over pladsen løn en sti med en træbom i hver ende og her blev posteret vagter.

Midt på stien blev officerernes breakfast telt rejst med alle deres jeeps rundtenom; hvad de ikke havde taget højde for var at stien var arbejdernes eneste adgang til fabrikken. Ved 6-tiden begyndte damer af alle størrelser, tilsløringer og typer at stimle sammen ved bommen ud mod vejen, hvor en ung englænder og jeg stod på hver sin side. Den mest højrøstede type var de ældre damer uden slør, med en masse sølvtingel tangel fra både arme og halse. Det varede noget før det gik op for os at de ikke var utilfredse med vores tilstedeværelse som sådan. De ville bare på arbejde ad deres egen sti. Hvad gør soldater i en situation, hvor han har ordre til ikke ar lade nogen igennem, men – også til ikke at skyde på ubevæbnede civilister. Som om jeg kunne have skudt på disse koner, det kunne ligeså godt have været minegen mor på vej til arbejde. Og som min egen mor sikkert ville have set , så de et par rådvilde drenge, og ordnede selv problemet som en selvfølge. De forreste skældte ud mens de holdt vores løb til side mens resten af kvinderne roligt spadserede deres sædvanlig vej til arbejde. Så kom vores løjtnant løbende og råbte: " Don’t shoot, whatever you do!" Fra platonen , der sad længere tilbage på pladsen lød en typisk dansk bemærkning, Hva’ faen ska de så? Knep dem ihjel? Den bemærkning tillage løjtnanten vist nok mig, for han sagde senere til mig: " I don’t like your attitude", hvilket efter mon ordbog betød, at han ikke kunne lide min opførsel. Til gengæld var det en opmuntring at de sidste i rækken, nogle søde teenage piger smilede og smuttede med øjnene på ungdommens universale sprog. Og fnisede på dansk. For ar få udgangspas fra lejren skulle man bære sit personlig våben, og forpligte sig til ikke ar slippe det et eneste øjeblik. Man skulle være mindst to sammen, selv på toilet, og man måtte ikke sidde ved et vindue eller med ryggen mod en dør eller åbent rum. Da jeg ikke rigtigt kunne forestille mig selv med en brengun i den en hånd og en bajer i den anden, fik jeg aldrig Haifa at se op "indersiden.

Da det blev køligere flyttede vi i barak, men det ændrede ikke meget ved den daglig rutine. Ny pudsede støvler betød ikke så meget bare udrustningen blev holdt kampklart. Der blev forsøgt sabotage mod vores vognpark, men jeg husker ingen legemlige skader i kompagniet. En dag i midten af november var der pludselig en ændring af de daglige aktiviteter med inspektion og pakning af al slags inventar. Dagsordnen stod på opbrud. Hvor vi skulle hen blev der som sædvanlig gættet på, lig fra nord Irland til Pakistan, og spændingen blev først udløst ved midnatstid, da hele bataljonen kørte i konvoj ad motorvejen mod Tel Aviv Airport. I måneskinnet holdt en eskadrille af de velkendte Halifax Lancaster bombemaskiner klar med drønende propeller, og formeligt blæste os ombord. Der sad vi resten af natten kun med det røde lys fra nødudgangen og i en frygtelig larm fra de tomme bombelastrum. Der var ingen aptering og det gamle skrog rystede som skulle hver nagle falde ud. Hvis vi kunne have talt sammen, ville vi sikkert mindes disse maskiner fra de mørke vinternætter over Jylland, når de med usvigelig præcision returnerede fra deres bombetogter og fyldte det mørklagte land under dem med deres metalliske brummen. Ellers når man i de lyse sommernætter kunne se dem i formationer som hundredvis af sølvskinnende stjerner mod den sorte himmel 10 km. oppe. Der var intet romantisk ved at flyve i dem, da vi var oppe i den højde blev der snart så hundekoldt, at hvert stykke tøj blev pakket ud og taget i brug. For at strække de stive lemme, fik vi på tur lov til at besøge cockpittet med sin buede bombesigte af armeret glas. Der var kun det mest elementære instrumentpanel tilbage og slet ikke noget radioudstyr. Der var heller ingen navigatør. "Vi styrer efter Nilen, der fører os til Khartoum" Forklarede piloten, og det havde han jo ret i. Senere besøgte jeg en ophugningsplads lige syd for Khantoum med hundredvis af afribbede skeletter af jager og bombemaskiner det ikke var umagen værd at flyve tilbage til England. Mon ikke også vores Halifax Landcaster fløj sin sidste tur den nat? At komme ned, hårdt og brutalt, fra kulden i 10000m. højde til middagstemperaturer under ækvator er som at få en hammer oveni stålhjelmen. Den lokale opstand, vi skulle nedkæmpe var åbenbart overstået, alligevel lå vi som sikkerhedsstykker i R.A.F. barakker den første tid. Khartoum’s lufthavn havde været en af de vigtigste militærbaser under kampagnen mod Mussolini’s styrker i Abyssinien og Eritrea, men var nu under afvikling, ligesom det store R.A.F. mandskab var i fær med at overdrage administrationen til civile myndigheder og internationalt traffik. Vi havde den morsomme oplevelse at være med til at modtage den første S.A.S. rutemaskine nogensinde så langt syd på. Den hed "Stig Viking". Da vi flyttede ind i den regulære kaserne på vestbreden og i udkanten af byen, blev vi opfordret til sportstræning. Der skulle og blev også, mens vi var i Khartoum, afviklet et stort sportsstævne som sikringsstyrkerne var inviteret til at deltage i. Jeg tror nok, at vi alle var med i en eller anden sportsgren, om ikke andet, så i tovtrækkeri. I fodboldt fandt ikke mange nåde for de kritiske englændere, så vidt jeg husker spillede kun Jakobsen, Jonsen og Jensen33 på kompaniholdet, fra vores platoon, der imod ved jeg , at Hansen06 vandt en pris for den bedste boksekamp, og en københavner, vis navn jeg ikke husker var uovervindelig i diskos. Der var lange marchture i ørkenen hvor den største fornøjelse var fata morgana når man vadede lige ud i havet uden at få våde fødder, og ikke måtte indtage andet væde end de syrlige bolsjer, vi fik at sutte på . Ved inspektion til vagt ved guvernørens palads fik den sarteste soldat lov til at gå hjem og sove videre. Man skulle helst ikke være i pulje med Guldager, for han vandt altid. Der var også en del parader, bl.a. ved guvernørens palads. Der var den faste vagt altid i forgrunden, de tårnhøje nubier med deres to meter lange bøsser fra første verdenskrig, som de var mestre i at skyde plet med.

Jeg kan ikke finde datoen for vores forflyttelse til Gebeit nogen steder i mine optegnelser men det var nok i april 1947. Gebeit ligger på grænsen mellem Ægypten og Sudan og området har helt fra Faraoernes tid været et stridsæble mellem de to lande. Nu gik rygterne, at Ægypterne ville have Sudan tilbage, eller at Sudan gjorde krav på gammel Sudansk område. Eller begge dele. Lige meget få os, vi kom væk fra den sumpede, lummerhede Nil, fra dødkedelige øvelser, der oftest foregik som en klassisk gentagelse at general Gordon’s storm på Omdurman i 1898, til en næsten ferie i et af de dejligste klimaer i verden, jagt i bjergene, fisketure til det Røde hav og ellers dovne tiden vær. Vi havde kun to halve dages træning om ugen, foruden de natlige patrulje tjenester, når de ramte os. Vi var jo mange, så det skete ikke engang en gang om måneden. På en sådan fik jeg en ubehagelig oplevelse. En Sergt. Major kom en aften farende i sin jeep, og beordrede os alle ud at lede efter fire pistoler der den dag var forsvundet fra hans våbendepot. Sammen med ham og tre andre kørte vi direkte til en beduinlejr i nærheden. Regntiden var netop overstået og disse omrejsende Fuzzi Wuzzi’s havde slået sig ned i en våd dalsænkning for at så det hirse lignende korn, de levede af. Sergt. Major nøjedes ikke med at beordre normaderne ud fra den skrå halmvæg, de sov under, men sparkede dem bare omkuld. Medens han så gennemrodede deres få ting med sin maskinpistol, stod vi andre med riflerne rettet mod hylende unger, grædende kvinder og mændene som lå i sandet med armene op over hovedet. Det er sådan unødigt brutalitet, der gjorde den engelske forhadt i deres kolonien, og selvfølgelig fandt vi ingen pistoler.

En tidlig søndag morgen vågnede jeg med frygtelige mavesmerter. Jeg sad foran infirmeriet længe før de åbnede og bare brækkede mig, og da jeg endelig kom ind røg jeg øjeblikkeligt ind i sygeteltet, og fik brækmidler, som jeg slet ikke behøvede. Da jeg kom til mig selv efter tre dage lå det meste af kompagniet derinde. Årsagen viste sig at værefordærvet dåsekød, jeg må jo have spist mest, for jeg kom først på sygestuen og sidst ud. Der kan dog også komme noget godt ud af at forspise sig i dåse kød. Lægen beordrede mig på Light Duty (let tjeneste) og derved blev jeg forflyttet til A Comp. Armory, medhjælper til corporal Mackeye også kaldet Mack the Knife, en personlighed, hvis bekendtskab jeg ellers ville være gået glip af. Vores opgaver var at registrere ud og indlevering af personlige våben, for stik modsat Palæstina måtte ingen have deres våben i barakkerne uden for tjenestetiden. Vi var derfor på 24 timers vagt og måtte ikke forlade depotet begge på en gang. Dagen gik med at holde kompagniets våben, såsom morterer, P.I.A.T., antitank og officerernes pistoler rene og smurte og en gang om ugen skille det hele og lægge det ud til inspektion. Mac lærte mig alt om våben og til sidst kunne jeg skille og samle alt sammen med bind for øjnene. Ellers læste jeg utallige Penguin kriminalromaner, og Mac, som vist aldrig var blevet kaldt en intellektuel kapacitet, var stolt over at udrede de vanskelige ord for mig. Mac var fra Liverpool og havde et temperament som en yorkshire terrier. Engang var der lige ankommet en platoon nye rekrutter fra England, og de opdagede hurtigt at jeg havde vanskeligheder med at stave deres navne rigtigt i kviteringsbogen, når de afleverede deres rifler om eftermiddagen, så de gjorde det selvfølgeligt endnu vanskeligere ved bare at rable det af sig. Jeg var nærmest ligeglad og trak bare en streg og nogle prikker for de unge mennesker vidste jo ikke at bogen hver aften blev afleveret tilvagtstuen for kontrol og underskrift af den vagthavende officerer. Det varede heller ikke længe før der kom en opringning til corporal Mackeye og han blev stiktosset, da han opdagede hvordan det hang sammen. Ved den næste indlevering stod han bag døren og da den første i rækken stillede sit gevær, sagde nogle uforståelige og vendte sig for at gå stod han pludselig kun en tomme fra Mac’s grimme fjæs "navn og nummer", soldat, du skal nemlig for en Court Marshall for at lade dit personlige våben stå til fri afhentning. Så var venligheden forbi og Mac brølede dem udenfor hvor de fik lov til at stå stramt til deres sergent kom og hentede dem, og bagefter stave deres navn, højt og tydeligt før de afleverede riflen. Da jeg efter mine 3 måneders light duty kom tilbage til kompagniet, skulede de unge mennesker til mig en tid, men det gik over, som alting gør. De to sidste måneder i Gebeit gik fornøjeligt, med ture til den døde by Suakin, ved det røde hav, eller jagtture i bjergene efter Hyepecks, en art bjerghjorte, hvor man aldrig var helt sikker på bytte, for vore klappere havde en indfødt evne til at være først på pletten og skaffe beviset af vejen. Vi samlede også hvide sten til en frise af regimentets Badge på en bjergskråning, som vi akkurat nåede at få færdig før vi atter stod i kø med Kitbag, Havesack osv. Dengang var det "Georgia", vi ventede på i Port Sudan, Cunard White Star Line’s fjerne østen linieskib der skulle sejle os tilbage til England. Den kom fra Indien og var allerede godt lastet med regulære indiske tropper, som nu blev arbejdsløse efter Indiens selvstændighed i februar samme år. Så der var ikke meget plads til os, og vi skulle heller ikke lade vores grej alene for længe for så var det bare væk. Efter Gibraltar og St. Vincent kunne vi ikke længere sove på dækket og måtte tage til takke med et lastrum i bunden af skibet, hvor køjepladsen var så snævert, at selv kakerlakkerne måtte kante sig frem. Men de var nu også i overtal! Skønt vejret ikke var usædvanligt koldt for årstiden, frøs vi ustandseligt gennem det irske hav, Liverpool og helt til Worksopp lejren i Nottingham Forest. Der boede vi i rustne, utætte nissehytter, med en kakkelovn i midten som vi ofrede al vores energi på at holde rødglødende dag og nat. Vi havde tynt blod efter 13 måneder i troperne, fik vi at vide. Vi fik også disembarkment leave (hjemkomst orlov) jul og nytår, helt nøjagtigt fra den 10-12-47 til 10-01-48.

I marts overtog regimentet "Queen Elizabets" Barracks ved Stensall lidt nord for York. Vi holdt vores indtog i den lille by med stor fanfare, i blanke støvler og stram march, med fanebærer og trommeslagere i tigerskindsbusseronner. Stribevis af honoratiores og almindelige borgere var opstillede langs gader og veje for at hilse det berømte Duke of Vellingtons regiment velkommen hjem fra krig. (Hertugen af Vellington ver den general som slog Napoleon ved Waterloo) men det var dog ikke den krig regimentet kom tilbage fra! Vores indskrumpede bataljon forsvandt næsten i den rummelige, moderne kaserne. Vores Platoon holdt til i enden af en barak, der var beregnet til en hel kompani, men det var også meningen at regimentet skulle suplere op med de nye regulære styrker efter den subsciptions ordning den nye Labour regering havde fået indført. Den erstattede alle gældende ordninger, altså også vore kontrakter, og hjemsendelse af de ældre begyndte allerede i maj. Efterhånden som befalingsmændende fik travlt med de nye rekrutter, blev vi mere overladt til os selv. Vores navne var regelmæssigt på opslag til korporalskole, men det var helt frivilligt. Så vidt jeg husker var det kun Harling, han var vist fra Randers egnen, som blev sergeant, og Knudsen, som var korporal ved hjemsendelsen. Vi kunne godt forlænge vores kontrakt så vores samlede tjenestetid løb til de syv år, den nye ordning foreskrev men det indebar, at man søgte om britisk statsborgerskab.

I stedet blev så de forskellige uddelegerede andre tjenester, noget skulle vi jo foretage os, som m.p., brandvagt eller lagerarbejde. Selv blev jeg igen storekeeper, og dengang var det sportsrekvisitter, jeg skulle holde tal på. Hver morgen fik jeg en liste over dagens sportsaktiviteter, udleverede det nødvendige, fodboldstøvler, skjorter, boksehandsker osv. Og sørgede for, at det blev returneret i samme stand. Det var morsomt, at helt op til en uge før hjemsendelsen fik jeg ingen afløsning og så måtte jeg gå til sergenten og fortælle ham, at nu skulle han snart til at aflønne mig efter civil overenskomst. "What" sagde han forundret , "skal du også rejse hjem".

Det skulle jeg og det gjorde jeg. Effektiv discharge dato var den 23 juli, men vi havde orlov tilgode, så allerede en aften i midten af juni tog Hansen36, Jensen33, Kristensen og jeg, som de sidste danskere i "Duke of Wellington" afsked med den britiske hær på York Station. Jeg kyssede min pige for sidste gang og så var det eventyr ude. To år og 132 uforglemmelige dage.

 

14196526

Anders B. Albertsen

      1. Platoon, "C" Comp.1. Batallion

Tre "Duke of Wellington" Regiment